Det har en pris at være der for andre

Redningsfolk arbejder med døden tæt på hver dag. De oplever tragiske ting, der sætter sig dybe spor. Alligevel vil de fleste ikke bytte det for noget.

Af: Casper Öztürk Petersen og Jonas Østergaard
Foto: Jonas Østergaard

Det er en mørk aften i november i 2013. Politiassistent hos Nordsjællands Politis færdselsafdeling, Jørgen Rath Nielsen, bliver kaldt ud til en ulykke. Der ligger en dreng på vejen i Frederiksværk. Det er en alvorlig skade. Drengen er blevet kørt ned af en spritbilist. Han er blevet kørt op af et hegn, og det ligner ikke, at han overlever. Drengen hedder Alexander, og han er 13 år. Alexanders mor opdager, at Alexander ikke er kommet hjem. Hun tager ud og leder efter ham, og hun ser en masse ambulancer og politibiler foran sig. Jørgen Rath Nielsen må overbringe moren den triste nyhed: Alexander er død. Hun bryder helt sammen. De står sammen græder. Det er en dag på jobbet, som Jørgen Rath Nielsen aldrig vil glemme. ”Jeg har både før og efter været ude til rigtigt mange alvorlige uheld, tragedier og dræbte – men ingen som Alexander. En af grundene er, at jeg mødte hans mor dengang og igen 2 år efter ulykken”, fortæller Jørgen Rath Nielsen.

Man ved aldrig, hvad dagen bringer
Dennis Månsson Padtoft, Paramediciner og instruktør i førstehjælp, har kørt ambulance i snart 15 år. ”Jeg har verdens fedeste job, ikke to dage er ens, og man ved aldrig, hvad dagen bringer”. Dennis skyder på, at han har været ude til 100-150 dødsfald, og han har flere gange prøvet at genoplive folk, der er vågnet op og har takket ham.
For politiassistent, Jørgen Rath Nielsen, er det også en del af jobbet, at han aldrig ved, hvad han møder ind til. ”Når man arbejder med døden tæt på, så er der en bagside af medaljen, og når uniformen er hængt på plads, og pistolen er lagt i skabet, så bliver der ro til at mærke efter. Det giver ar på sjælen, som ikke kan repareres. Det er prisen for at være der for andre. Men jeg vil ikke bytte for noget – for jeg kan gøre en forskel”.
Lisann Hald, 43-årig falckredder, arbejder også med døden tæt på. ”På Vesterbro kørte jeg en dag 5 ture i træk til hjertestop, hvoraf vi fik to af dem genoplivet”. Lisann Hald fortæller også: ”Man ville hurtigt blive ødelagt, hvis man tog hvert eneste dødsfald med hjem”.

“Det bliver aldrig dagligdag at holde en i hånden, hvor hånden pludselig bliver slap, hjertet går i stå, og intet bliver som før…”

Politiassistent, Jørgen Rath Nielsen

Det er de pårørende, man husker
Mange giver udtryk over for Lisann Hald, at det job kunne de aldrig have. ”Og måske har de ret, det kræver nok en lidt særlig støbning. Vi står jo ofte med folk i en af deres største livskriser. Ofte bliver jeg faktisk mest påvirket af de pårørende”, siger Lisann Hald.
For paramediciner, Dennis Månsson Padtoft, er den døde person fredelig. ”Den døde person går mig ikke så meget på, men de pårørende og deres reaktioner er det, som man husker og tager med sig. Jeg husker tydeligt en ambulancetur med en 21-årig dreng, som fik hjertestop og døde. Der stod jeg og græd med hans mor, søster og bror”, fortæller han.

Hjælp til hjælperen
Dennis Månsson Padtoft har tavshedspligt, men han snakker meget med sin kollega om de ting, de oplever. Hvis der er noget, der går ham meget på, kan han også fortælle sin kone kort om det. Hvis man ikke har det psykisk godt, stiller arbejdet også psykologer til rådighed. Dennis har fået at vide af sine børn og specielt sin kone, at han som person er blevet lidt mere kold. ”Min familie skal komme til skade, før jeg begynder at reagere på det, og det er nok en eftervirkning på alle de ting, jeg har set i ambulancen”, forklarer han.
For politiassistent, Jørgen Rath Nielsen, påvirker dødsfaldene hver gang. ”Det bliver aldrig dagligdag at se ind i øjnene på en, som jeg ved dør om et øjeblik. Det bliver aldrig dagligdag at holde en i hånden, hvor hånden pludselig bliver slap, hjertet går i stå, og intet bliver som før”.
Også i politiet er der efter oplevelser med dødsfald en masse muligheder for at snakke om situationen med og uden psykologer. ”Jeg har været igennem disse sessioner mange, mange gange… Så vidt jeg ved, er jeg den politimand i Danmark, som er blevet debriefet flest gange i forbindelse med alvorlige hændelser. Det hjælper, og jeg ville ikke være foruden. Hvis jeg ikke fik den hjælp, så ville jeg være gået i stykker for længst”, fortæller Jørgen Rath Nielsen.

Videoen er en kort førstehjælpsinstruktion
Medvirkende: Casper Öztürk Petersen og Jonathan Klem
Filmet af: Jonas Østergaard



Dette nyhedssite er produceret af 9.G på Tibberupskolen i Espergærde til mediekonkurrencen "Døden er da noget, vi taler om".