Redaktionen mener:

Af: Anna Louise Roper Prytz og Emma Frederikke Thrane Rouse

Vi dør ikke af at tale om døden – tværtimod. Døden er en del af livet, og følelserne der kommer med er helt naturlige. Men det er et ømt emne at tage hul på. For mange er det nemlig rigtig svært at sætte ord på døden uden at føle, at man samtidig giver afkald på håbet. Man klynger sig derfor til troen om, at alt nok skal gå og undgår at snakke om det allermest åbenlyse, at der er en, som skal dø. 

Vi tror på, at jo tidligere den døende samt de pårørende får taget en åben snak, jo mere vil det gavne begge parter. Døden er nødt til at blive gjort til en realitet. Det er okay ikke at kunne acceptere døden, men vi er nødt til at overgive os til det faktum, at vi er magtesløse. Dog mener vi ikke, at døden er noget der hele tiden skal bringes på banen, når først samtalen er taget. Det ville være urimeligt, hvis den døende konstant skulle rives væk fra at leve livet for at mindes om sin skæbne.

Vi mener, at tiden i stedet skal bruges på at snakke om noget meget større end selve døden, nemlig livet man har haft sammen. Se tilbage på gamle minder og husk oplevelser, der har gjort livet værdifuldt. Det er også en måde for den døende at få indblik i, hvad de pårørende vil bære med videre fra livet, de har haft sammen. Det kan også gøre det tydeligt for den døende, at han/hun fremover vil være en del af de pårørendes liv – også selvom han/hun ikke vil være her længere. Det kan være en meget rar tanke, når man ved, at tiden er ved at være inde.     

Når først den døende er gået bort, er vi nødt til at huske de pårørende. Begynder vi først at kigge ned i jorden eller behandle dem som en varm kogeplade, når vi møder dem på vores vej, gør vi intet for at ændre på det faktum, at det at snakke om døden er et tabu. Vær den håndsrækning de har brug for, når de ikke selv kan række ud efter den eller det lyttende øre. Vi vil alle opleve at miste en, vi holder af, så begynder vi at hjælpe hinanden nu, vil vi sammen kunne bryde tabuet. Vi vil alle få brug for det en dag.  


Tagged:


Dette nyhedssite er produceret af 9.G på Tibberupskolen i Espergærde til mediekonkurrencen "Døden er da noget, vi taler om".