What doesn’t kill you…

Blogindlæg Af: Ellen Brix-Berthelsen, Foto: Louise Brix

I oktober 2011 fik min lillesøster, Ingeborg på 4 år, kræft. En ellers normal familie gik fra en rolig og ubekymret hverdag, til en kæmpe omvæltning med hospitaler, kemo og konstant frygt for Ingeborgs liv.
To uger op til opdagelsen af sygdommen var Ingeborg meget træt og bleg. Den ellers altid energiske pige begyndte at falde i søvn i bussen, på vej hjem fra børnehave, og på sofaen. Hun blev afkræftet og kunne ikke klare længere gåture eller aktiviteter. Det var dér, vi begyndte at blive bekymrede. Ugen inden efterårsferien havde min mor været til lægen med Ingeborg 2 gange. Vi var i tvivl, om det var en god idé at tage til Sverige i vores sommerhus, men lægen gav os grønt lys. I sommerhuset blev hendes tilstand forværret. Mine forældre besluttede derfor at tage hjem og besøge lægen en gang til, hvor hun fik taget en masse blodprøver. De kunne simpelthen ikke forstå, hvorfor Ingeborg havde det så dårligt, specielt når lægen fortalte os, hun ikke fejlede noget.

Efter det sidste lægebesøg ringede telefonen endelig med et opkald fra vores læge. Han bad min mor om at komme ind på rigshospitalet så hurtigt, hun kunne, da blodprøverne viste, at 4-årige Ingeborg havde fået leukæmi; kræft i blodet og knoglemarven.

Ingeborg og Ellen Brix-Berthelsen, da Ingeborg var syg med leukæmi
Foto: Louise Brix

Efter den dag ændrede vores liv sig fuldkommen. Alle de ting almindelige børn gjorde, som at tage i biografen, tage til fødselsdage, familiesammenkomster og fritidsaktiviteter, blev umuliggjorte. Hele vores verden blev vendt på hovedet, og vi var konstant bekymrede for Ingeborg. I en lang periode boede Ingeborg på hospitalet, og jeg kunne derfor kun se hende om aftenen. Vores familie blev meget splittet op. Min mor måtte melde sig syg fra sit arbejde, og arbejdede ikke i 2 år, for at være sammen med Ingeborg hele tiden. En hel ny hverdag blev skabt.

Man kan godt tro, at Ingeborgs sygdomsforløb fik mine forældres opmærksomhed drejet på Ingeborg som den eneste, og at jeg blev ”overset”. Men det var ikke sådan, det forholdte sig. Fra dag ét havde de lige så meget fokus på mig som på Ingeborg. De var opsatte på, at jeg skulle leve så normalt som muligt og opretholde min normale hverdag. Så det gjorde jeg simpelthen. Selvfølgelig kunne jeg mærke, at alting ændrede sig, da der kom en masse begrænsninger og ændringer. Men de prøvede at holde alt så normalt som muligt midt i alt det unormale og prøvede at være enormt positive. De fleste situationer blev vendt til noget positivt, også selvom det kunne være meget svært.

Det er først efter, at jeg er blevet ældre, at jeg har fundet ud af, hvor slem Ingeborgs sygdom var. Dengang var jeg lille og uvidende om, hvad der foregik omkring mig. Mine forældre fortalte mig selvfølgelig, hvad der skete, men de barske detaljer har de holdt for sig selv. Der er stadig nye ting, mine forældre kan fortælle mig om Ingeborgs sygdomsforløb, selv her godt 7 år efter.

Min familie er helt klart mærket af hele sygdomsforløbet. Men på den anden side er vi kommet ud stærkere, og vores familie er blevet bragt tættere på hinanden. En sådan oplevelse giver én et par ting med i bagagen. Som Kelly Clarkson synger: ”What doesn’t kill you makes you stronger”.



'What doesn’t kill you…' has no comments

Be the first to comment this post!

Would you like to share your thoughts?

Your email address will not be published.

Dette nyhedssite er produceret af 9.G på Tibberupskolen i Espergærde til mediekonkurrencen "Døden er da noget, vi taler om".